Menu

Tre Lu-casser og en assist af kampens spiller

image Lucas Maage: Debutant, "Man Of The Match" og trippel-målscorer
Michael Jensen - Fotos: Finn Nørgaard
29. marts 2018 kl. 23:11
En yderst veloplagt Lucas Maage tørnede Skærtorsdag ud for sin nye klub i sæsonpremieren mod Dragør. Det blev en omskiftelig og intens kamp - som blev vundet af KFB med 5-2! Maagens 4 stik i 5-2-såret gik da heller ikke ubemærket hen: bet25s udsendte medarbejder ved “Ugens Serie-brag” valgte ham helt fortjent til “Man Of The Match”!

Ret skal være ret: KFB var spillemæssigt det bedste hold - men desværre kun i omkring 35 minutter sammenlagt!

Resten af tiden formåede Dragør således at presse os så langt tilbage, at det var Mikes fremragende redninger, der forsvarede (og gjorde det muligt at udbygge) det forspring, vi havde fremskaffet i kampens 15. minut.

Kronologisk var KFB kun stærkest de første 25 minutter og de sidste 10 - men det var heldigvis nok i dag!

Til gengæld var KFB stærkest på de kyniske- og effektive områder - i begge ender.

Defensivt dæmpede Mike et par gode afslutninger, som blev sparket væk på stregen foruden, at han havde en del rigtigt gode redninger på nogle ret gode tidspunkter. Bl.a. havde han en fremragende trippel-redning i anden halvleg.

Offensivt var der fire mand, der satte sine afgørende støvle- og hoved-aftryk på KFBs fem kasser: Anders Skrøder åbnede festen efter et kvarter på oplæg af Lucas Maage. Lucas scorede så selv, efter en fremragende assist af Lasse (Labbie) Simonsen, tre minutter senere. Seks minutter før pausen udbyggede Lucas Maage føringen på oplæg af Anders Skrøder: 3-0 ved pausen.

Lasse "Labbie" Simonsen en af målscorerne og debutanterne.

Det så jo godt ud på livescore, at vi førte med tre, efter første halvleg, men i de sidste ti minutter af første omgang havde Dragør sendt os nogle faresignaler: De dominerede den periode - omend det var knebent.

Faktisk udviklede det sig til, at vi blev bekymrende pressede, i anden halvleg, helt frem til ti minutter før tid, hvor Labbie opsnappede en retur fra Dragør-forsvaret og sendte kuglen tørt ind bag en sagesløs Dragør-keeper til 4-2 - på et yderst vigtigt tidspunkt

Inden da havde Dragør nemlig bragt sig på 3-2 på ti minutter via mål i det 59.- og 69. minut.

Kampens syvende kasse blev dog heldigvis leveret af KFBs Lucas Maage, der i fri position stak af sted fra midten af banen, på en fremragende hovedstødsaflevering af Anders Zachariassen.

Maagen orienterede sig bagude, sikrede sig målmandens position og lagde den gule vinterbold køligt og fladt over i hjørnet på kampens sidste spark.

Sæsonåbneren bød i øvrigt på ikke færre end ni KFB-debutanter: Lucas Maage, Labbie Simonsen, Anders Zachariassen, Sebastian Matz, Jonas Berg Hansen, Adrian Lillegaard Nielsen og Anders Skrøder - som spillere - og John Gadella og Emil Egestorp som henholdsvis cheftræner og assistenttræner.  Tillykke til jer alle - og tak fordi I har valgt KFB som jeres klub fremover!

Hvad angår trænerteamet er det et imponerende stykke arbejde henover vinteren, de har udført - med først at caste truppen, så fået banket en tro på, at man sagtens kan vinde (uanset hvor meget modgang man har i løbet af kampene) ind i den, skabt et formidabelt sammenhold og endelig har man fundet balancen mellem kontant spil og reduceringen af gule og røde kort - i dag fik vi ingen af slagsen!

Men vi har intet vundet ved sejren i dag, mod rækkens nummer to, hvis ikke vi kan følge op med en sejr på mandag d. 2. april mod rækkens nummer sidst - Nørrebro United - kl 11:45 i Mimersparken!

Summa summarum: det var en fin indsats og et super resultat i dag, men vi skal stramme yderligere op i de kommende kampe, hvis vi skal rykke endnu et par pladser op i rækken!

På dette website anvendes der cookies, for at gøre din oplevelse så god som mulig, i tilpasningen af indhold, annoncer - og til at vise dig funktioner fra de sociale medier.
Luk