Menu

Et svært sted at vinde - men vi gjorde det!

image KFB-målscorerne: "Sisso", "Bissen", "Hør" og "Labbie".
Michael Jensen
09. april 2018 kl. 10:10
Det var efterhånden temmelig længe siden, at KFBs 1.herrer havde vundet i Fælledparken mod Østerbro IF, men den del af statistikken blev heldigvis nulstillet i denne weekend! 4-3 vandt gutterne (1-1), i en kamp hvor omstillingsspillet fungerede rigtigt godt i nogle afgørende perioder.

Trods det gode og virkeligt skønne resultat, må det nævnes, at vi i de første 25 minutter ikke var meget med. KFB præsterede sådan set meget fint i defensiven, men det var man også nødt til, da hjemmeholdet havde bolden på gæsternes halvdel i stort set hele den periode. Offensivt havde KFB ikke meget at byde på.

Det var da også Østerbro, der startede kampens målhøst - planmæssigt kunne man næsten fristes til at sige - og alt var som det plejede at være når vi gæster Østerbro.

Efter et hjørnespark fik Østerbros tårnhøje folk lagt et stort pres på KFB-forsvaret og tvang Mike ud i en dobbeltredning inden de lykkedes med at få kuglen ind over stregen.

Efterfølgende kan man sagtens sige tak til hjemmeholdet for den scoring - det viste sig nemlig at være det helt rigtige wake-up-call på det helt rigtige tidspunkt.

Efter hjemmeholdets scoring kom der lidt mere vilje ind i nærkampene hos KFB-mandskabet og modet til at spille fremefter udviklede sig gradvist - omstillingsspillet begyndte at fungere.

Da der var spillet en halv time fik KFB et hjørnespark (tilkæmpet efter en omstilling). Emil sparkede og efter en halv clearing af Østerbroforsvaret, havnede bolden hos Christian Hørlykke Rasmussen på kanten af feltet lidt til højre i buen. “Hør” afsluttede prompte men det skæve spark tog en diagonal bane mod venstre i feltet og havne hos Labbe Simonsen, der uden betænkningstid satte bolden sikkert over i det lange hjørne. 1-1 var en kendsgerning!

Sådan fortsatte kampen faktisk indtil dommerens sidste fløjt: Østerbro mest på bolden og KFB lurende på kontramulighederne.

En hårdt arbejdende Labbie blev afløst af Sebastian “Sisso” Christensen og det skulle vise sig at være en rigtig god idé!

Med godt en halv time tilbage af kampen huggede KFB til på, ja rigtigt gættet, en kontra. Midtbanemotoren, Anders Skrøder, spillede en fin flad bold ind i feltet hvor “Sisso” efter et superløb prikkede den frækt forbi en paf Østerbro-keeper. 1-2!

Og sørme om ikke det fortsatte på denne måde: Østerbro vandt på boldbesidelses- og afslutnings-statistikken mens KFB var sin modstander overlegne på kontra- og effektivitets-barometret.

Endnu et kontra-angreb resulterede i en Sisso-afslutning på tæt hold på venstre stolpe og en fremstormende Tobias Madsen sparkede returen ind ved den højre. Med et kvarter igen så det rigtigt godt ud for gæsterne, der førte med 1-3!

Lucas Maage kunne, et par minutter senere havde lukket festen på en friløber, men hjemmeholdets keeper klarede forsøget. I samme periode var “Sisso” ovenikøbet ved at lave en “Zlatan”, da han fra stor afstand hamrede kuglen mod kassen og kun heldet var med den nærmest paniske målmand, der dog fik fumlet bolden over overliggeren.

Desværre fik vi ikke lukket kampen og afslutningen blev lidt mere hektisk end vi havde ønsket os.

Kramper og forstrækninger tvang KFB til udskiftninger og omrokeringer. Rytmen blev brudt og Østerbro kom nærmere og nærmere. Med fire minutter tilbage lykkedes det da også for dem at komme tilbage i kampen. 2-3!

I kampens overtid huggede kontra-styrkerne på imponerende vis til igen og “Sisso” serverede bolden til “Hør”, der denne gang sikkert lagde sin afslutning i nettet. 2-4 og nu var de tre points hjemme - troede vi alle!

Anders Skrøder fik et gult kort og med ham ude fik Østerbro lagt et massivt pres, der resulterede i yderligere en reducering, da de lykkedes med at passere en fremstormende MIke i KFB-målet.

Spændingen ville ingen ende tage.

Kampen varede ydeligere et par minutter med neglebideri inden det afsluttende fløjt lød!

Stærk vilje, sammenhold og effektivitet af drengene.

Det lykkedes Sebastian “Sisso” Christensen, som indhopper at blive kåret som kampens spiller. Han var næsten som forvandlet og udstrålede selvtillid, arbejdsiver og lidt af den egoisme, man tit savner hos en angriber - og så kunne han dæleme afslutte, kunne han!

Titlen måtte han helt fortjent dele med maskinmesteren Anders Skrøder, der simpelthen er utrættelig - Stærkt!

Ros til trænerteamet, skal der også lyde, med det arbejde, der formåede at rejse holdet efter det smertelige nederlag til Nørrebro United!

Se kampfakta her:

https://www.dbukoebenhavn.dk/turneringer_og_resultater/resultatsoegning/LiveScore.aspx?poolid=259210&matchId=%20169814

På dette website anvendes der cookies, for at gøre din oplevelse så god som mulig, i tilpasningen af indhold, annoncer - og til at vise dig funktioner fra de sociale medier.
Luk