Menu

5 på stribe for KFB`s super Q

image KFBs store sejr fejres på græsset i Valby
Finn Nørgaard (Michael Jensen)
28. september 2021 kl. 12:35
Mandag aften tog KFB`s super Q hul på returopgørene i serie 1. Turen gik til naturgræsset i Valby Idrætspark, hvor et absolut kompetent Valby hold tog imod og havde tro på egne evner og en revanche.
Men KFB kom i stærkeste opstilling og med lutter sejre og stor selvtillid. Lad det være sagt med det samme, holdet spillede en fremragende kamp og vandt 4-1 og kom dermed op på 5 sejre på stribe. 
KFB havde fordel af medvind i første halvleg men det var en jævnbyrdig halvleg, hvor Valby havde 2 store chancer, som Nathalie Søgaard reddede i fin stil. KFB havde også sine muligheder, men flere gange blev afleveringerne for lange i den kraftige vind. Valbys målvogter var hele kampen meget aktiv og kom frem til de fremlægninger KFB prøvede. KFB kom fortjent foran midt i halvlegen ved topscorer Marianne Møller Sørensen. Selv om KFB havde tilløb til chance blev det ikke til flere scoringer i medvinden.
Alle vidste at det kunne blive en 2.halvleg i modvind og med pres fra Valbyspillerne. Det var tydeligt fra første fløjt at Valby gik helt frem i et pres og søgte at komme til scoring. Men KFB spillerne gjorde det ganske fornuftigt og hjalp hinanden i opdækningen og vandt de fleste nærkampe. Malene var gået på mål og Nathalie var tilbage på sin plads i angrebet og udstrålede masser af spillelyst og arbejdede godt. Det samme kan siges om alle pigerne denne aften. 
Valby havde et par skud i den indledende fase men de gik forbi eller blev grebet sikkert af Malene. KFB spillede virkelig godt og det er tydeligt at holdet har udviklet sig til et højere spillemæssigt niveau og er blevet mere komplet. KFB spillede sig ud af presset, brugte støttespillere, tilbød løb på kanterne og kom helt til baglinjen. Indenfor 10 min var dette mønster recepten som bragte Først Nathalie til baglinjen i højre side, hvor hun afleverede hårdt og fladt, så en valbyforsvarer hårdt presset gled bolden i eget net. Kort tid efter kombinerede KFB igen hurtigt og viste villigheden til at spurte til baglinjen hvor Kirstine "Kitte" Matthesen fra højre spillede Johanne Yde til scoring. 
Det var et skoleeksempel på kontrafodbold og effektive scoringer.
Valby have ikke givet op og satte 3 angribere i front. Kun 2 min. efter vores scoring fik Valby en omstilling i deres højre side, hvor deres hurtigløber kom i feltet og afleverede fladt til sikker scoring. Det blev til et par farlige hjørnespark og skud forbi mål.
Men KFB brugte alle spillere og kunne trods indskiftninger og rokeringer fastholde konceptet og holde Valby fra yderligere scoringer.  
I slutfasen kombinerede KFB op igennem banens midte og stak Nathalie afsted og denne gang kom Nathalie før målvogteren , rundede hende og et par forsvarer og scorede koldt til 4-1 for KFB.
Alle spillere skal have kæmpe ros for indsatsen. Det er tydeligt at spillerne har stor selvtillid og holdet har en stor tro på det taktiske oplæg og konceptet. Holdet er totalt velorganiseret, spiller hinanden med stor præcision og har en omstillingsfase som er utrolig farlig.
I forhold til tidligere sæsoner er afslutningerne på et langt højere niveau og der scores flittigt. Holdet har klassen til at vinde denne serie 1 og tage turen op.
Tak for en stor kamp og vi glæder os til de sidste kampe.
På dette website anvendes der cookies, for at gøre din oplevelse så god som mulig, i tilpasningen af indhold, annoncer - og til at vise dig funktioner fra de sociale medier.
Luk