Succes for KFB på mange områder
Med flotte fem turneringssejre til KFB-hold har efteråret budt på det bedste sportslige resultat i mange år. Vi har allerede omtalt at vores bedste kvindehold har vundet serie 1 og dermed er rykket op i Københavnsserien, hvilket vi naturligvis er meget stolte over. Men KFB kan fejre endnu fire vinderhold, hvilket glæder os virkelig meget. På kvindesiden har vores 7m hold med kaldenavnet ”Landsholdet” vundet deres række i niveau 2 efter en fejlfri indsats. Pigerne må siges at leve fint op til deres holdnavn. Vores andet 7m kvindehold med navnet ”FC Kernen”, som lige er startet i klubben, har spillet suverænt og vundet en række storsejre i niveau 2.
På herresiden har det nye 11m hold med navnet ”4622” vundet alle deres kampe og dermed rykkede de op i serie 4. Navnet refererer til postnummeret for spillernes hjemstavn, nemlig Havdrup og omegn.
De unge gutter fra 7m holdet ”FC Kløveren” har trænet i klubben et par år og har nu etableret et turneringshold med en forstærket trup. Efter en kort indspilningsperiode er holdet blevet stærkere og stærkere i efteråret og vandt deres række på en bedre målscore.
Kæmpe tillykke til jer alle og vi glæder os til at følge jer på højere niveau.
KFB-CIK børnesamarbejdet.
Efter sommerferien kom spillerne og deres forældre tilbage på banen på Holmen. På lederplan var der informeret og påmindet om at det er blandt forældrene at de nye trænere og hjælpere skal findes. Ligeledes blev forældre spurgt direkte for at få flere til at melde sig til nogle opgaver.
Det var meget glædeligt at se alle børnene i gang og det er også lykkedes at finde flere forældretrænere som nu er i gang med at lede træningen. Stine Bue er kontaktperson og vejleder i dette arbejde og har en fin kontakt til forældrene, samt de øvrige ledere. På trænermøder har vi drøftet de mange muligheder vi arbejder hen imod af oplevelser for børnene som rejser, stævner, lejrture, arrangementer i klubben osv.
De ældre CIK drenge er igen begyndt at komme i vores klubhus, hvor de kan være sammen om bordtennisspillet, bordfodbold og anden hygge . Vi ser frem til at flere kommer på Kløvermarken og bruger klubhuset.
Klubliv og klubhus.
Det glæder os når medlemmerne kommer i klubhuset og er sammen i den uformelle form og imødekommende stemning vi har i KFB. En del hold bruger klubhuset som en naturlig del af det at mødes og træne eller spille kamp. Vi vil ønske at alle hold finder vej til huset og får glæde af vores hyggelige faciliteter. Efter genåbningen af samfundet var det som om flere prioriterede at være sammen og komme i klubhuset. Vi har da også fulgt at en del hold har afhold deres sæsonafslutning i klubhuset, hvilket vi er glade for. For jo mere huset bruges jo mere mening giver det at bekoste et så stort hus og at mange frivillige ildsjæle bruger en del tid på at drive huset. Klubhuset er vores fælles rum og mødecenter, så kom over og brug huset og hyg jer sammen og mød andre KFB medlemmer.
Økonomi.
Mange er økonomisk ramt efter corona nedlukningerne og restriktioner. I KFB er vi også i 2021 udfordret. Men vi har glædet os over at kunne holde klubhuset åbent i en længere periode nu, hvilket har givet en vis omsætning. Men omsætningen i klubhuset er langt under det vi normalt har og det presser vores samlede økonomi. Vi har fået en del kompensation fra corona hjælpepulje. Heldigvis har vi kunne opretholde vores aktiviteter i turneringsperioderne og vi har oplevet medlemstilgang, hvilket hjælper økonomien. Fra bestyrelsens side har vi været meget opmærksom på at begrænse de omkostninger vi kunne, samtidig med at nogle kommunale udgifter er udgået. Samlet set klarer vi os igennem året- men må nu igen se med bekymring på starten af 2022 og 3. år i træk med restriktioner.
Tak for i år.
Vi vil gerne takke alle de ildsjæle og frivillige trænere, holdledere og ledere, barvagter og klubhushjælpere, bane/hold-administratorer, It-adm. og KFB support m.fl. som sørger for at KFB, hver dag kan tilbyde jer medlemmer så gode rammer at mødes i til fodbold, flagfootball og bordtennis, som det overhovedet er muligt.
Fra bestyrelsens side vil vi ønske alle medlemmer en tryg og hyggelig jul samt et rigtigt godt nytår.
Hilsen Bestyrelsen i KFB.