Nu bliver der åbnet for træning op til 25 personer!
Det bliver dejligt når vi atter kan betræde banerne under mere normale forhold.
Endelig kan vi fra bestyrelsens side komme med lidt gode nyheder til jer - nu kan vi nemlig komme i gang med træning igen, hvilket vi er utrolig glade for.
I har sikkert hørt om den forsigtige genåbning af kultur- og idrætsaktiviteter, som det blev meldt ud d. 24. februar . Der er givet dispensation til at udendørs idrætsaktiviteter kan opstarte - men kun når gældende retningslinjer følges. Vi klubledere har bekræftet, at vores medlemmer vil overholde de gældende retningslinjer, og derfor er det også ekstremt afgørende, at I alle følger reglerne for spil på banerne og forsamlingsforbuddet udenfor banerne.
Vi glæder os rigtig meget til at se jer igen og over at vi kan mødes igen og udfolde os på banerne.
Der er åbnet for udendørs foreningsliv, så vi igen kan være 25 personer til træning og kamp fra og med mandag d. 1. marts.
Der er en lang række regler og restriktioner, som alle fortsat skal efterleve:
- Forsamlingsloftet på 5 personer gælder stadig uden for træningsbanen. Det betyder at I ikke må samles inden og efter træning ved klubhuset eller uden for træningsbanen.
- På træningsbanen må man være 25 personer samlet, inkl. træner. indenfor hver afmærket bane.
- Banen skal være tydelig markeret med kegler og der skal være 2 meter mellem baner. For de hold der deler baner – enten 11- mands eller 7-mandsbane – så kan banen inddeles i to baner, så I kan træne op til 25 personer pr. bane.
- En 11 mands bane kan opdeles til i alt 4 baner med 2 baner på langs på hver banehalvdel (udgående fra hvert hjørne). En 7 m bane kan opdeles i 2 baner på langs ( udgående fra hver sidelinje).
- Vi ophænger plakater flere steder i klubhuset og udenfor med tilladt baneopdeling.
- Klubhuset skal desværre fortsat holdes lukket. Kun trænere/holdledere må gå ind i klubhuset for at hente udstyr.
- Man må fortsat bruge toilettet i klubhuset, men kun en person på hvert toilet ad gangen.
- Vi anbefaler at afspritte kontaktflader før og efter brug- der forefindes spritdispensorer i klubhuset.
- Alt udstyr skal afvaskes eller afsprittes efter brug.
- Overtrækstrøjer skal vaskes efter brug, så holdene opfordres til at anvende egne trøjer.
Husk at alle skal bruge mundbind, når man bevæger sig rundt i klubhuset og at der ikke må gøres ophold af flere end 5 personer.
Det er vigtigt, at I alle orienterer jer i retningslinjerne fra vores forbund og at I informerer spillerne på jeres hold:
DBU: protokol-for-dansk-fodbold-version-18-25-02-21.pdf (dbu.dk)
Hvis I kommer til en træning, og lyset er slukket, kan I kontakte Vagten på tlf. 33 66 33 60
For de hold der planlægger træningskampe, skal I være opmærksomme på at man i alt kun må være 25 personer til stede ved træningskampen, og at man ikke må blande grupperne. Ligeledes at man ikke må forsamles i grupper over 5 personer inden træningskampen.
I får med denne mail også den opdaterede oversigt over tildelte banetider på kunstgræsbanerne. Vi laver også snart en fordeling af sommertider pr. 1. april på græsbanerne. Og så snart vi må mødes mere end 5 personer, inviteres I til et møde i klubhuset. Her vil vi både snakke om status efter corona, banefordeling og aktiviteter i klubben.
Har I nogle spørgsmål er I altid velkomne til at kontakte os.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen i KFB