Menu

Finn Hanssons mindefond

image Søren, Dorte, Eva og Nørgaard
Finn Nørgaard (Michael Jensen)
29. september 2022 kl. 05:37
Det er med dybe følelser at vi her på Finn Hanssons fødselsdag kan præsentere den mindefond som Finn og hustru Dorte Mortensen har skænket til vores klub. Finn ville netop i dag d. 29.09.2022 være fyldt 59 år – men sådan skulle det ulykkeligvis ikke være.

KFB`s medlemmer er stadig berørt over tabet af vores fantastiske ven og klubkammerat og Finn er savnet. KFB kulturen og de mennesker som er knyttet til vores klub betød så meget for Hansson og vi mærkede det alle. Modsat gav Finn så meget til vores klubliv og var en central figur i klubbens sociale liv- hvor medlemmer inkluderes og tilbydes at blive er en del af et stort givende fællesskab.

På denne dag for stiftelsen af mindefonden giver Dorte donationen disse ord med på vejen ” det er med stor glæde at jeg i dag kan indfri mit løfte til Finn og i tråd med Finn`s og mit fælles ønske stifte denne fond til Finns elskede fodboldklub KFB”. ”Klubben havde en kæmpe betydning for Finn med alle sine kampe, kammeratskabet og ikke mindst klubmentaliteten og det ville glæde Finn at i sender ham en tanke med denne fond”.

Finn Hanssons mindefond rummer et anseeligt beløb, som i mange år frem vil kunne støtte vores medlemmers aktiviteter, såvel sportslige og sociale. Fonden vil blive administreret af klubbens bestyrelse og medlemmer i alle aldre kan ansøge om støtte til f.eks. rejser, stævner, kurser, fodboldlejre, festligheder for alle osv. 

For som Hanssons datter, Gitte Kronberg, udtrykker det var Hansson især glad for klublivet og samvær mellem medlemmer, familier og venner. ”Finn deltog gerne i forberedelserne til samvær og festligheder og følte sig hjemme som vært, underholder, kok, quizmaster og deltager”. ”Finn var i midten af festlighederne og bidrog altid til at alle følte sig godt tilpas og inkluderet”.

Finn Hansson blev meldt ind i moderklubben BSK- Boldklubben Standard Kammeraterne som 6 årig og blev en vigtig spiller og holdkammerat for mange spillere i årgang 1962-1964. Senere var Hansson i en årrække spiller på klubbens 1.hold i BSK og vores nuværende fusionsklub KFB. Han var en målfarlig angriber med rigtig mange mål på CVèt. Hansson fortsatte som andre trofaste klubvenner i gammelmandsfodbolden i KFB, hvor den sociale del af fodboldfællesskabet værdsættes højt. Ikke mindst var Hansson træner for drengehold og gammelmandsholdet, samt bestyrelsesmedlem i 10 år og er æresmedlem i KFB.

KFB formand, Finn Nørgaard og Finn Hansson fulgtes ad i livet siden skolegangen startede på Østrigsgade Skole og de var bedste venner igennem årtier. Således var Nørgaard også ved Hanssons side i den svære tid med den dødelige sygdom ALS. Det var i denne tid at Hansson og Dorte første gang fortalte at de ville støtte klubben ved at stifte en fond. Senere blev aftalen konkretiseret og formål klart. Finn Hansson ønskede alt det bedste for KFB og ville bidrage til positive oplevelser for medlemmerne også efter at han ikke selv kunne være med længere.  Nørgaard fortæller ”jeg spurgte Hansson om han havde et statement, som jeg kunne viderebringe til klubbens medlemmer og venner”.  ”Denne mindefond og støtte til KFB er mit statement” svarede Hansson med fuld appel. 

Så kære alle sammen – med denne mindefond følger budskabet om at klubkulturen og klublivet i KFB må fortsætte. At vi fortsat må skabe rammerne for gode oplevelser og varme relationer mellem mennesker.

Æret være Finn Hanssons minde.

På dette website anvendes der cookies, for at gøre din oplevelse så god som mulig, i tilpasningen af indhold, annoncer - og til at vise dig funktioner fra de sociale medier.
Luk