“Unfinished business”


Med en sejr over naboklubben Føroyar ville KFB kunne lukke sæsonregnskabet med en oprykningsgivende 2. plads, og KFB-support havde investeret stort i projektet med et talstærkt fremmøde på sidelinjen.
Gæsterne fra Føroyar fik allerede i første minut hjørnespark. KFB fik clearet bolden ud af feltet, hvor en Føroyar-spiller modtog den og, ved næste berøring, fandt en helt fri medspiller, på kanten af feltet, midt for målet. Samtidig med at sekundviseren passerede 1 minut på uret, bragte Føroyar sig foran 0-1.
Minuttet efter sendt Sigrid “Sigi” Brisson Nielsen, med en god pasning, Julie Schelhart af sted i højre side. Schelhart gled fri af Føroyar’s forsvar, men afslutning gik forbi mål.
8 minutter spillet, Mathilde Nørgaard Denning førte bolde frem i højre side. Mathilde’s pasning frem i banen skabt et tilfældigt ping-pong, efterfulgt af et godt KFB indlæg ind i Føroyar’s felt, hvor Julia Gusatovic, i det lille felt, dukkede op, og med en kølig behersket inderside satte Julia bolden ind i netmaskerne, bag den chanceløse Føroyar-keeper, til stillingen 1-1.
Blot 2 minutter senere var Julia Gusatovic, igen ualmindeligt tæt på, at nå frem til endnu et godt indlæg fra højre, men bolden passerede, urørt, hele vejen igennem Føroyar’s felt.
KFB sad på kampen og i det 18. minut spillede Josefine Frøslev-Thomsen, Pernille Svendsen helt fri, men Føroyar’s keeper kom helt ud på kanten af feltet og fik afværget, Pernille’s forsøg på at løfte bolden over den fremstormende keeper.
30. minut; igen Pernille Svendsen, denne gang med et bragende langskud, der susede lige forbi trekantsammenføjningen.
I halvlegens sidste minut erobrede Schelhart bolden lige uden for Føroyar’s felt, et kort aftræk og Føroyar’s keeper måtte helt ud i fuld længde, for at håndtere bolden udenom bagerste stolpe. Og samtidig passerede kampen ind i pauseminutterne.
2. halvlegs 5. minut Føroyar slog kontra. I KFB’s højre forsvarsside opstod der pludselig et hul og Føroyar, fik inde i feltet, en lang tå på bolden, og ubeskrivelig langsomt trillede bolden, hele vejen til og via indersiden af bagerste stolpe ind i KFB-målet, til stillingen 1-2.
55. minut; Sigi lagde en perfekt vinklet bold frem i banen, til kanten af Føroyar-feltet. Soldaten kom, i høj fart, bolden i møde, ude fra venstre kanten og vandt den efterfølgende tackling med den fremstormende Føroyar-keeper. Bolden trillede ind mod det tomme Føroyar-mål. Og soldaten fulgte selv op, på muligheden, ved, med indersiden, at sende bolden helt ind i Føroyar-målet til stillingen 2-2.
Med bragende tacklinger, midt på banen, nedkæmpede Sigi, på sin defensive midtbaneposition, stribevis af Føroyar-spillere, hvilket ansporede KFBerne til fuldstændigt at tage styringen på kampen. Men trods spilovertag og forrygende fight, kom KFB først i det 79. minut frem til en egentlig farlig chance, uden at det førte til en scoring. Og bedre gik det ikke i det 85. hvor to, helt frie, KFBere kom til at stå i vejen for hinanden ved bagerste stolpe, og den efterfølgende afslutning blev så svag, at Føroyar-keeper kunne bukke sig ned for roligt at samle bolden.
Sekundernes ubønhørlige tikken mod det 90. minut syntes næsten at accelerere frem til dommerens sidste fløjt og katastroferesultatet 2-2.
KFB Super Qs endte på rækkens 3. plads og må affinde sig med at tage endnu en sæson i serie 1.
KFB-support-redaktionens påtegning på sæsonregnskabet: “Unfinished business”.
Dagens spiller blev: Sigrid “Sigi” Brisson Nielsen