Menu

KS Kvinder; Sæsonpremiere i med- og modvind.

18. april 2015 kl. 13:30
Forår 2015 og nye vinde skulle gerne blæse KFB kvindernes vej i sæsonpremieren mod Amager FF på græsbanerne ved John Tranums Alle, men desværre gav udlægget intet til point-tavlen - hjemmeholdet vandt 2-1!
(Målscorer Blume i et offensivt forsøg. Foto: Finn Nørgaard).

Den første halve time, i 1. halvleg ,var et stort slag om retten til at herske på midtbanen. Og Amager FF fik et lille men vedvarende overtag. Efter præcis en halv times spil, tilkæmpede Amager FF sig et hjørnespark. Med et flot indlæg lige i panden på en helt fri Amager FF spiller, burde hjemmeholdet have bragt sig foran, men tværstangen var sat på det helt rigtige sted til at forhindre en scoring.

Kampen om midtbanen fortsatte resten af 1. halvleg. KFBs forsvar var godt spillende med solide indgreb, hvilket gjorde at midtbanespillet stille og roligt begyndte at blive domineret af KFB super Qs. Og Amager FF blev kort før pausen nødt til bruge metoder, som dommeren til sidst kun kunne kvittere for med et gult kort.

KFB sluttede 1. halvleg af med ikke at have haft en nævneværdig afslutning på mål, men stillingen 0-0 var rar at tage med ud til pausefrugten.

At starte 2. halvleg med et KFB overtal med 11 mod 10, gjorde ingen forskel. Og først efter et kvarters spil, lykkedes det, efter endnu en tankeløs KFB aflevering foran eget felt, Amager FF at få sendt et godt skud af sted, heldigvis strøg bolden lige forbi KFB-målet.

Så kom en periode hvor KFB fik overtaget. 17 minutter inde i halvlegen, sendte Ulrike Ries Feddersen en flot aflevering fra egen banehalvdel ud i venstre side, Cecillie Blume Sjøgren tog bolden flot med hele vejen ned til og ind i Amager FFs felt. Blume havde mulighed for at spille bolden ind mod midten, men i stedet placerede hun bolden præcist og hård helt oppe i nærmeste målhjørne til stillingen 1-0 til KFB.

Efter en halv times spil fik Blume endnu en friløber, denne gang med 2 medspillere lidt til højre for sig. Blume forsøgte sig igen med et skud højt i målet, men Amager FFs keeper, havde lært lektien og satte flot en hånd på bolden. Måske Blume i stedet skulle have fintet keeperen til venstre for sig selv og så have lagt bolden til rette for en af de to KFB spillere, som var helt frie til højre for Blume.

2 minutter senere sendte Amager FF et varselsskud lige forbi KFB målet. Og blot 5 minutter efter opsnappede Amager FF effektivt et dårligt målspark af keeper Louise "Bjælke" Nygård Jepsen, bolden blev simpelthen spillet lige i fødderne på en helt fri Amager FF spiller, og fra positionen i halvbuen lige uden for KFB-feltet, blev bolden resolut sendt ind i det tomme mål til stillingen 1-1.

Og som alle ved, så tager det kun 3 minutter at score 2 mål, den regel kendte Amager FF og med kun 7 minutter igen, lå bolden atter i KFB målet, efter et langskud der fik den helt rigtige bue hen over "Bjælke" og Amager FF kunne juble over en uventet føring på 2-1.

KFB havde ikke fået sit comeback-kit med og holdet måtte tage hjem over kommunegrænsen med et nederlag i forårets først kamp.

Meget positivt var det at forsvarsspillet så rigtig solidt ud og midtbanen kæmpede bravt. Til gengæld fungerede angrebet ikke og det selvom holdet er gået over til at have 2 spillere helt fremme i stedet for 1. Amager FF regnes for at være en af de rigtig svære modstandere, så mon ikke KFB super Qs får 3 point allerede i næste kamp.

På dette website anvendes der cookies, for at gøre din oplevelse så god som mulig, i tilpasningen af indhold, annoncer - og til at vise dig funktioner fra de sociale medier.
Luk