Menu

Vedtægter

   

Vedtægter for Kløvermarkens Forenede Boldklubber af  1-10-1990

§ 1. Foreningens navn og hjemsted.
Foreningens navn er  KLØVERMARKENS FORENEDE BOLDKLUBBER, KFB.
Foreningens hjemsted er Københavns Kommune.
Foreningen er en sammenslutning af Boldklubben Sylvia, Boldklubben Standard Kammeraterne, Boldklubben Lejerbo og Torvebo Boldklub.

§ 2. Foreningens formål.
Foreningens primære formål er at samle unge og voksne til idrætsudøvelse og sociale arrangementer.

§ 3. Foreningens tilhørsforhold.
Foreningen er medlem af DBU København og DAFF under Dansk Idrætsforbund og Dansk Lacrosse Forbund .
Foreningen skal endvidere tilstræbe medlemskab af organisationer, der kan fremme foreningens målsætning og trivsel.
Optagelse som medlem i andre organisationer/foreninger skal godkendes af generalforsamlingen.

§ 4.  Medlemmer.

Personer, der opfylder betingelserne for medlemskab under Danmarks Idrætsforbund, kan være aktive medlemmer af foreningen.
Personer, der interesserer sig for foreningens virke, kan være passive medlemmer af foreningen.
Optagelse af umyndige personer som medlemmer kræver samtykke fra forældre/værge.
Æresmedlemmer kan på forslag fra et eller flere medlemmer udpeges af bestyrelsen. Der kræves enstemmighed i bestyrelsen for en udpegning.
Officielt meddeles udpegningen på den førstkommende generalforsamling.
Æresmedlemmer af de i § 1 nævnte foreninger er automatisk æresmedlemmer af Kløvermarkens Forenede Boldklubber

§ 5. Kontingent.
Kontingent, gebyrer og eventuelt indskud fastsættes af generalforsamlingen for et år ad gangen.
Foreningens bestyrelse kan fritage et medlem for kontingent – dog maksimalt et år. Fritagelse skal ske i henhold til skriftlig begæring fra medlemmet.
Det påhviler medlemmet at betale kontingent rettidigt. Medlemmer i kontingentrestance kan af bestyrelsen udelukkes fra deltagelse i foreningens aktiviteter.
Opkrævningsproceduren fastsættes af bestyrelsen og skal meddeles ved opslag i klubhus og på hjemmesiden.
Bestyrelsen kan tilbageholde et medlems spillercertifikat, indtil skyldig kontingent er indbetalt.

§ 6. Eksklusion.
Et medlem med mere end 3 måneders kontingentrestance kan af bestyrelsen ekskluderes med 8 dages skriftlig varsel. Fornyet medlemskab kan kun ske ved indbetaling af gælden til foreningen.
Når særlige forhold giver anledning til eksklusion af et medlem, kan en enig bestyrelse beslutte dette. Vedkommende skal forinden have lejlighed til at fremføre sit forsvar for bestyrelsen og kan kræve eksklusionen afgjort på den følgende generalforsamling. I perioden fra bestyrelsens beslutning og til generalforsamlingen er bestyrelsens beslutning gældende.

§ 7. Udmeldelse.
Gyldig udmeldelse skal være skriftlig med mindst 1 måneds varsel op til en termins begyndelse. På udmeldelsesdagen skal al kontingent være betalt.
Medlemmet skal have skriftlig bekræftelse på udmeldelsen.

§ 8. Foreningens ledelse
Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen.
Bestyrelsen forestår foreningens daglige ledelse.

§ 9. Ordinær generalforsamling.
Ordinær generalforsamling afholdes senest ultimo februar for det foregående år og skal indvarsles ved opslag i klubhus og på klubbens hjemmeside senest 14 dag før afholdelse.
Formandens skriftlige beretning offentliggøres efter generalforsamlingen på klubben hjemmeside
Generalforsamlingen følger nedenstående dagsorden:

Dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Formandens mundtlige beretning
3. Aflæggelse af revideret regnskab og budget for næste år
4. Indkomne forslag
5. Valg ifølge vedtægter
6.   Eventuelt

Adgang og stemmeret har alle fremmødte medlemmer over 16 år og én værge for hvert medlem under 16 år. Dog har ingen medlemmer eller værger til medlemmer i kontingentrestance stemmeret.
Dog kræves minimum 3 måneders medlemskab.
Hver fremmødt på generalforsamlingen har kun een stemme
Valgbar er alle medlemmer over 18 med stemmeret.
Skriftlig tilkendegivelse af villighed til valg accepteres.
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.
Beslutninger afgøres ved simpelt flertal.
Ang. vedtægtsændringer se § 9A
Skriftlig afstemning skal afholdes, når mindst
20 % af de fremmødte stemmeberettigede kræver det.

§ 9A. Vedtægtsændringer
Vedtægtsændringer kan kun foretages på foreningens ordinære eller ekstraordinære generalforsamling.
Forslag til ændringer skal fremsendes skriftligt, således at de er bestyrelsen i hænde senest 10 hverdage før afholdelse af den generalforsamling, hvorpå forslaget skal behandles.
For at ændringen kan vedtages, kræves det, at 2/3 af alle på generalforsamlingen fremmødte stemmeberettigede stemmer for ændringen.
Forslag om ændring af regler for valg til bestyrelsen under § 14  kan dog ske med virkning fra udløb af alle bestyrelsesmedlemmers fulde valgperiode.

§ 10. Forslag til ordinær generalforsamling
Forslag til behandling skal være bestyrelsen i hænde senest 7 dage før generalforsamlingens afholdelse.

§ 11. Valg og konstituering.
Bestyrelsen vælges på følgende måde:
I ulige år vælges: Formand og 1 bestyrelsesmedlem for 2 år
I lige år vælges: Kasserer og 2 bestyrelsesmedlemmer for 2 år
Hvert år vælges: 2 bestyrelsessuppleant for 1 år, 1 revisor og 1 revisorsuppleant.

Ovenstående vælges ved simpelt flertal blandt de stemmeberettigede. Hvis der skal vælges flere end 1, vælges først den med flest stemmer. Derefter stemmes der på ny og den, der nu har flest stemmer, bliver valgt. Valgene forgår ved skriftlig afstemning.
Senest 14 efter ordinær generalforsamling indkalder formanden til bestyrelsesmøde, ved hvilket bestyrelsen konstituerer sig herunder med valg af næstformand.
Bestyrelsen kan efter behov nedsætte arbejdsudvalg.
De af bestyrelsen udpegede formænd for respektive udvalg har møderet ved bestyrelsesmøderne.

§ 12. Ekstraordinær generalforsamling.
Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes af bestyrelsen, når denne finder det påkrævet, samt når mindst 10 % af foreningens stemmeberettigede medlemmer fremsender skriftlig begrundet dagsorden til bestyrelsen. Af disse skal mindst 75% være til stede ved den ekstraordinære generalforsamling, for at denne er beslutningsdygtig.
Indkaldelse skal udsendes senest 8 dage efter bestyrelsens modtagelse af medlemmernes begæring og indeholde dagsorden.
Afstemninger på ekstraordinære generalforsamlinger foregår efter samme regler
som ved ordinær generalforsamling.

§ 13. Referat.
Referat af såvel ordinær som ekstraordinær generalforsamling lægges på klubbens hjemmeside senest 2 måneder efter afholdelse.

§ 14. Bestyrelsen.
Formanden forestår den daglige ledelse af foreningen. Formanden sammenkalder og leder bestyrelsesmøderne, der afholdes mindst 1 gang  pr. måned, eller når mindst 2 bestyrelsesmedlemmer eller formanden finder det påkrævet.
Bestyrelsen fastsætter selv sin egen forretningsorden.
Ved afstemning på bestyrelsesmøderne træffes afgørelser ved simpelt flertal.
I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Formanden og kassereren kan i forening træffe økonomiske dispositioner, der ikke kan afvente bestyrelsens indkaldelse.
Disse skal forelægges ved førstkommende bestyrelsesmøde.
Bestyrelsen afgør størrelsen af foreningens kassebeholdning.
Bestyrelsen har arbejdsgiveransvaret ved evt. ansættelser i foreningens regi.

Arrangementer i foreningens navn skal, før afholdelse finder sted, godkendes af bestyrelsen.
Bestyrelsen skal føre referat over møderne.
Næstformanden overtager formandens opgaver, såfremt førstnævnte er forhindret.
Kassereren har pligt og ret til at sørge for foreningens bank- og giroforretninger under ansvar over for bestyrelsen og generalforsamlingen.
Revisorerne skal revidere årsregnskabet og gennemgå foreningens regnskab samt kontrollere kassebeholdning, såfremt de finder det nødvendigt

§ 15. Foreningens formue.
Foreningens formue må ikke bruges i spekulationsøjemed.

§ 16. Foreningens opløsning.
Foreningen kan ikke opløses, såfremt 1/5 af de stemmeberettigede medlemmer ønsker den opretholdt.
Foreningen kan kun opløses på en lovligt indkaldt generalforsamling.
I tilfælde af foreningens opløsning skal alle værdier realiseres. Det sikres, at alle forpligtelser som ethvert bestyrelsesmedlem måtte have påført sig i eget navn, men på vegne af foreningens navn, dækkes først. Såfremt der, når alle forpligtelser er afholdt, stadig er et overskydende beløb, skal dette skænkes til et idrætsligt formål bestemt af foreningens sidste generalforsamling.

§ 17. Forhold ikke omfattet af vedtægterne.
Hvor vedtægterne intet foreskriver, træffer bestyrelsen en afgørelse under ansvar over for generalforsamlingen.

Vedtaget på generalforsamling 19.02.2013